Hjertet i Ikast

Hjertet i Ikast har sin start i en totalentreprisekonkurrence med indbygget arkitektkonkurrence udskrevet af Ikast-Brande Kommune. Konkurrenceforslagene blev bedømt ud fra både arkitektonisk skønhed og et helhedsorienteret bæredygtighedsparadigme, som omfattede både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed.

 

Visionen var at planlægningen, programmeringen, projekteringen og byggeriet grundlæggende omhandlede optimal forvaltning af ressourcer – menneskelige såvel som materiale- og energimæssige samt økonomiske, der alle indgår i alt fra planlægning og realisering af byggeri over drift og vedligeholdelse, til brugertrivsel i optimale fysiske rammer – på kort og på langt sigt.

 

De fire kernebrugere er International School Ikast-Brande, Ikast Rideklub i samspil med Hammerum Rideklub, Gartneriet Garland, et økologisk gartneri under socialpsykiatrien i Ikast-Brande Kommune og Focus, et selvstændigt kursuscenter under Ikast-Brande Kommune med fokus på uddannelse, job og udvikling. Men fællesskab og fleksibilitet er grundlaget for Vision Vestergade. Huset formål er at rumme en høj grad af fleksibilitet, skabe forbindelser mellem mennesker og appellere til sociale fællesskaber. Et sted hvor fritidsaktiviteter fusioneres med foreningsliv og erhverv, og hvor borgere interagerer på tværs af interesser og baggrund.

Bygherre er Hjertets ejer ISIB Ejendomsselskab A/S. Ikast-Brande Kommune er storaktionærer i selskabet sammen med Bestseller og 25 andre aktionærer. Ejendomsselskabet lejer i praksis lokalerne i Hjertet ud til den internationale skole, foreninger og andre brugere.

 

Tømrer- & Snedkerfirma Arne Danielsen A/S havde tømrerentreprisen og varetog således alle træarbejder i det 3800 m² store, flotte byggeri tegnet af C. F. Møller Architects. Hovedentreprenør var KPC.

 

Arkitekterne havde slået stort an på brug af visuelle trækonstruktioner. Blandt de mange flotte løsninger var vores favorit nok facaden, som var beklædt med Thermo fyr. Thermo fyr har en flot, gennemgående brun glød, som minder en del om eksotiske træsorter. Thermo fyr har en lang naturlig levetid og en helt unik formstabilitet. Og i modsætning til traditionelt trykimprægneret træ, så er thermofyr ikke imprægneret med miljøskadelige stoffer. Istedet bliver træet varmebehandlet ved høje temperaturer, og ovnkammeret bliver i denne proces mættet med vanddampe for at undgå, at træet brænder. Under selve behandlingen forsvinder blandt andet harpiks, terpentin og formaldehyd ud af træet. Der tilsættes ingen kemiske tilsætningsstoffer i løbet af varmebehandlingen.

 

Hjertet i Ikast består af:

• Multirum/uddannelseshus: multihusets fleksible rammer kan bruges til møder eller traditionel undervisningsbrug af både den internationale skole og arbejdsmarkedsafdelingen.
• Hal til streetsport, drama og musik.
• Multisal: stor sal som både kan bruges af foreningerne til deres aktiviteter samt bruges i forbindelse med den internationale skoles behov for sports-/dansegulv.
• Refleksionsrum: stille og værdigt rum med potentiale for fordybelse eller meditation.
• Kontorfaciliteter: kontorer til f.eks. bygningens daglige leder, andet personale, arbejdsmarkedsafdelingen og til andre udefrakommende aktører.
• Butikker og torv: butikker, hvor der kan sælges varer fra nogle af de socialøkonomiske virksomheder, f.eks. Butik Garland.
• Caféen, foyer og udstillingsplads: ligger i centrum af det hele/er hjertet i ‘Hjertet i Ikast’. Det forventes at blive knudepunktet og det kulturelle og naturlige samlingssted for alle bygningens forskellige brugere.

 

Tømrer- & Snedkerfirma Arne Danielsen A/S har mange års erfaring med større træentrepriser. Ønsker du at få kontakt med en medarbejder med henblik på rådgivning om din tømrerentreprise er du altid velkommen til at kontakte os på ad@arnedanielsen.dk, på telefonnummer +45 97 18 70 63 eller via vores kontaktformular.