60-års jubilæum – 1961 – 2021
Tømrer- og Snedkerfirma Arne Danielsen A/S kan i år se tilbage på 60 driftige og begivenhedsrige år inden for tømrer- og snedkerfaget. Det fejres ved en festlig begivenhed den 10. september 2021 på adressen på Borupvej 1 i Brande.
I 1961 etablerede Arne Danielsen tømrervirksomhed med eget maskinsnedkeri i den gamle husflidsskole på Gl. Kærvej i Uhre. Firmaet byggede i 60’erne egne typehuse, ligesom der i 70’erne blev bygget mange Give-huse. Siden specialiserede virksomheden sig i produktion af vinduer og døre, som de havde stor succes med.
Fra hammer og ”boresvend” til skruemaskine som vigtigste værktøj
Der er sket en rivende udvikling inden for tømrer- og snedkerfaget i løbet af de 60 år, og direktør Erik Ellehammer fortæller, ”at fra at være udpræget håndværksarbejde er tømrerarbejdet i dag, for størstedelens vedkommende, montagearbejde”.
Dette afspejler sig også i værktøjskassens indhold, som ser markant anderledes ud, end dengang. Hvor det i 1961 var hammeren, stemmejernet, ”boresvenden”, den store tømrervinkel og rammesaven, som udgjorde det vigtigste værktøj, så er det i dag alt i akkuværktøj, der skal med på job.
Generationsskifte i 1991
Arne Danielsen overlod efter 30 år i 1991 roret til sønnen Preben Danielsen, som sammen med sin gode ven Benny Brandt Andersen drev firmaet videre som et aktieselskab.
De to nuværende ejere – Erik Ellehammer og Lars Jensen – blev medejere af firmaet i 2002, og de overtog i 2012 alle aktierne med en fordeling på 75/25 %.