Finaleklar – alle gode gange syv!
Det var en stolt og glad direktør Erik Ellehammer der for 7. år i træk kunne modtage den gode nyhed om, at vi i Tømrer- & Snedkerfirma Arne Danielsen A/S endnu engang er i finalen til prisen ÅRETS HÅNDVÆRKER® i kategorien Årets Tømrer.

Spændingen bliver udløst ved et stort Award Show, der finder sted i Cirkusbygningen i København, den 26. og 27. marts 2025. Det er vores kunders mange gode anmeldelser af vores arbejde, der har skaffet os i finalen. Det gør naturligvis glæden endnu større, for det er det, vi hver eneste dag arbejder på – nemlig at levere kvalitetshåndværk og en kundeservice ud over det sædvanlige.

Vi vandt senest prisen som Årets Håndværker i 2023, så nu er vi spændte på, om det igen kan lykkes os at få den eftertragtede pris med hjem og pynte i firmaet på Borupvej i Brande. Uanset hvad, så er det en stor ære for os igen i år at være i finalen – og det kan vi takke vores mange gode og dygtige medarbejdere for, for det er jo dem, der dagligt er vores gode ambassadører i marken, og som leverer varen ude hos kunderne.