Vi er stolte over at have modtaget anerkendelse for vores ESG-arbejde fra Ikast-Brande Kommune, som anerkender os for vores sociale engagement i 2023. Det har været naturligt for os at have et socialt fokus, fordi vi tror på, at hvis man gør sig umage og vil, så vokser man med opgaverne – også selvom udgangspunktet måske har været lidt udfordrende.
I tømrerfaget er det afgørende, at vi arbejder sammen som team. Derfor har trivsel blandt medarbejderne – og det at give unge mennesker chancen for at komme godt i vej – haft vores fokus gennem mange år. Glade og dygtige medarbejdere giver nemlig glade og tilfredse kunder, og det er det, vi hver dag arbejder for.
Og det er ikke kun på det sociale område, at vi arbejder med ESG
Det gør vi også på det miljømæssige område (E), hvor vi hos os har valgt specialisere os i at arbejde med træ, fordi det er det mest bæredygtige materiale, der findes. Vi arbejder generelt så bæredygtigt, som det er muligt inden for de rammer, som kunderne efterspørger og er villige til at betale for. Udover materialevalget bruger vi energieffektive maskiner og udstyr, og gør brug af grøn transport, hvor det er muligt.
I forhold til ledelsesdelen (G) har vi altid sat en ære i at drive en god og ansvarlig forretning, hvor ordentlighed er omdrejningspunktet for alle vores aktiviteter.
Tak til Ikast Brande Kommune – Danmarks Grønne Erhvervskommune for anerkendelsen!