Vi føler os heldige, for endnu en finaleplads er faldet i vores kurv. Denne gang er det til Årets Arbejdsmiljøpris 2023 – et område, der i dagligdagen har vores fulde bevågenhed, fordi vi betragter et godt arbejdsmiljø og en høj grad af sikkerhed som en forudsætning for, at vi kan tilbyde en god arbejdsplads og levere gode og værdiskabende projekter for vores kunder.

Det er organisationen Anmeld Håndværker, der står bag og som for første gang i år uddeler denne pris. Vi er stolte over at være indstillet til prisen. Det er nemlig vigtigt for os, at det er rart at gå på job, og at vi passer godt på hinanden. Det gør vi, men det er også nødvendigt. En byggeplads kan være en farlig arbejdsplads, og ulykker kan desværre ikke helt undgås, men ved at have fokus på området og udvise rettidig omhu kan vi minimere dem.

Vinderen kåres til et Anmeld Håndværkers store Award Show i Cirkusbygningen i København, den 19. – 20. april 2023.