Lige her før jul var vi i et stort dilemma hos os, for vi blev stillet overfor at skulle vælge én blandt to af vores dygtige lærlinge. En temmelig umulig opgave!

Sydbank i Herning havde kontaktet os, fordi de havde udvalgt vores tømrervirksomhed til at udpege en af vores lærlinge til at modtage Sydbank Fondens Lærlingelegat, som er en støtte til unge til videregående uddannelse. Legatet er på kr. 15.000.

Vi skulle vælge én blandt vores talentfulde kommende tømrere. Vi har to, som begge er lige kvalificerede, og vi kunne naturligvis ikke vælge. Da legatet ikke kan deles i to – ja, så måtte vi trække lod mellem de to lærlinge, som er:
– Simon Splidsboel, som bliver udlært i efteråret 2023.
– Malthe Degn, som bliver udlært i foråret 2024.

Lodtrækningen fandt sted torsdag den 22. december 2022, kl. 16:00 på vores adresse på Borupvej 1 Brande, hvor erhvervsrådgiver Marie Rigelsen og erhvervsdirektør Michael Kirkeby fra Sydbank var mødt op for at overrække det fornemme legat til den heldige lærling.

Et stort tillykke til både Simon og Malthe med indstillingen og et stort tillykke til Malthe, som endte med at blive den heldige vinder i lodtræningen om lærlingelegatet på kr. 15.000.

Hos os sætter vi en ære i løbende at uddanne fremtidens tømrere og alle er vi stolte over de udpegede to lærlinge, som begge er passionerede, engagerede og viser stor arbejdsgejst, gåpåmod og talent. De er allerede dygtige håndværkere, de foregår med et godt eksempel og de er afholdt af både kollegaer og kunder.