Ved det ”uofficielle” verdensmesterskab i Prag i letbyggeri-teknik, Saint-Gobain Gypsum International Trophy Awards, havde Gyproc A/S nomineret Erhvervsakademi Aarhus’ 6400 m2 store atriumhus til at repræsentere Danmark. Som underentreprenør og potentiel prisvinder på projektet blev vi inviteret med til prisuddelingen – sammen med mere end 450 arkitekter, entreprenører, journalister og Saint-Gobain ansatte.
I alt 89 projekter fra 35 lande kæmpede om 14 priser inden for 6 kategorier. Erhvervsakademiet, der er designet af SAHL Arkitekter A/S, blev udvalgt for enestående brug af højtydende gipspladesystemer og puds – samt naturligvis en kompleks og udfordrende byggeproces. Og således kunne vi tage hjem med en af priserne i kategorien ‘Education, Healthcare & Hospitality’, en fantastisk oplevelse og en ubeskrivelig stolthed.
SAHL Arkitekter skriver også om prisuddelingen – og de har også et par gode billeder af bygningen det hele handler om. Læs artiklen på deres hjemmeside. Du kan også vores billeder af Erhvervsakademiet her på siden under referencer.